Medlemsinformation februar 2020
I fortsættelse af orienteringen i medlemsbladet fra oktober 2019 (se dette) følger her en kort opdatering:
Forventningen om en dom i den verserende retssag ultimo 2019 viste sig at være for optimistisk. Som det er fremgået af dagspressen er der kø ved domstolene generelt. Så selv om det nu er 1 år siden, at Tisvildegårdens Grundejerforening stævnede ejerne af den private matrikel 12ck, som trappen hviler på, finder Hovedforhandlingen ved retten i Helsingør først sted i dagene 31. marts – 2. april 2020. Dvs. over 3 dage.
Dommeren i sagen har efter anmodning fra vores advokat ved sagens anlæg besluttet, at parterne skal mødes til en besigtigelse af trappen og stranden ved Melbys Vænge forud for retsmøderne i Helsingør. Forud for besigtigelsen har sagsøgte og deres advokat lovet at reetablere trappen, så den er brugbar ved denne lejlighed.
Igennem det forløbne år er der udvekslet en række såkaldte ”processkrifter” mellem de involverede advokater. De retssager, som vores forening har rejst sammen med vores advokat – og grundejerforeningerne Godhavn og Bakkefrydgård med deres egen advokat – bliver af praktiske grunde behandlet sammen i retten.
Det springende punkt er spørgsmålet om, hvorvidt vore respektive medlemmer kan dokumentere at have vundet hævd – eller brugsret uden tidsbegrænsning - på trappeadgangen til stranden nedenfor Melbys Vænge. Det mener de 3 foreninger. Men det mener de sagsøgte ejere og deres advokat ikke. Afgørelsen herom er derfor nu op til retten.
Dommen kan forventes i april måned. Når den foreligger, vil bestyrelsen orientere om den både her på hjemmesiden og i medlemsbladet (i næste blad sammen med indkaldelsen til generalforsamlingen, som i år afholdes søndag den 7. juni 2020 kl. 09.30 på Helene Centret).
De sagsøgte ejere af matrikel 12ck afspærrede efter råd fra deres advokat som bekendt strandtrappen sidste sommer. Senere har ejerne af skrænten foranlediget både trin og trappegelænder øverst og nederst på trappen fjernet, så den har været umulig at forcere. Efterfølgende er der foretaget hærværk af forskellig art mod afspærringerne og fremsat trusler. Bestyrelsen har ikke kendskab til, hvilke personer der har gjort dette, og vi har hele vejen igennem taget kraftig afstand fra den slags. Retssagen må selvfølgelig gå sin gang uden brug af selvtægt, trusler og andre bøllemetoder. Dette ønsker bestyrelsen endnu engang at understrege vores holdning til. Vi har da heller ikke nogen form for mistanke til egne medlemmer i så henseende.
Henvisninger: