Matr.nr. 12a, 12gh og 12ø
TISVILDEGÅRDEN
Anmelder:
Arne Stecher
landsretsagfører
Adergade 15, K
I forbindelse med udstykningen af matr.nr. 12a og 12ø af Tisvilde by, Tibirke sogn, i 106 parceller, pålægges der herved nævnte arealer og parceller udstykket herfra følgende bestemmelser, som vil være at tinglyse som servitutstiftende:
Parcelejerne er pligtige at respektere de hovedparcellerne påhvilende servitutter, hvorom henvises til ejendommens blade i tingbogen, i det omfang de ifølge landinspektørens servitutattester vedrører parcellerne, hvorved bemærkes, at der den 11.8.1949 er lyst deklaration vedrørende 12a og 12ø angående byggelinie mod bivej 19 (10 m fra dens midte).
Ingen parceller må udstykkes yderligere. Dog kan Vejby-Tibirke kommune tillade udstykning af parcel 1 og 106, hvorpå Tisvildegårdens bygninger er beliggende, i tilfælde af at bygningerne helt eller delvis nedrives.
På parcellerne, som er bestemt for bebyggelse med sommerhuse, må udnyttelsesgraden ikke overstige 0,10, inklusive udhus og garage, som ikke må opføres før beboelseshuset.
Det til sommerhusbeboelse bebyggede areal skal mindst andrage 35m2, eksklusive udhus og garage.
På hver parcel må der kun opføres ét beboelseshus i ét plan, uden udnyttet tagetage, foruden udhus og garage.
Vejby-Tibirke kommune skal godkende tegninger og beskrivelse, selv om påtaleretten efter nærværende servitutter i øvrigt måtte tilkomme grundsælgerne eller grundejerforeningen.
Sognerådet kan dog pålægge grundejerforeningen at føre kontrol med overholdelse af servitutterne, således at kun særlige sager forelægges sognerådet til afgørelse.
Alle tegninger til bebyggelse, derunder udhus og/eller garage, samt ændringer eller tilbygninger til allerede opførte bygninger, skal inden byggetilladelse søges, forelægges kommunen i 2 eksemplarer til godkendelse, idet kommunen påser, at bygningerne bliver opført således, at de ikke virker skæmmende på omgivelserne, bl.a. ved grelle farver.
Det indsendte materiale skal anføre det bebyggede areal og vise bygningernes facader, d.v.s. sider, og give oplysninger om bygningernes placering på parcellen, og om hvilke materialer og farver, der tænkes anvendt til ydervægge, døre, vinduer, skodder mv. og tag.
Til udvendige bygningssider må ikke anvendes brugte materialer.
Tage må ikke have en hældning over 45o. Tage må kun dækkes med tegl, strå, sort eller gråt pap, eventuelt pålagt perlesten, eller med skifer, flade, grå eller sorte eternitskifer, græstørv eller blå eller sorte, korte bølgeeternitplader, med mindre kommunen tillader anden tagdækning eller taghældning.
I øvrigt må intet byggeri eller ændringer af bestående bygninger påbegyndes, før det ved attest fra kommunen, eller hvem denne måtte bemyndige hertil, er godtgjort, at byggeriet eller ændringer ikke strider mod nærværende servitutbestemmelser.
Byggelinier, som myndighederne måtte fastsætte, samt gældende byggelovgivning og kommunens sundhedsvedtægt, skal i øvrigt ved ethvert byggeri overholdes, og ethvert byggeri skal være afsluttet senest 2 år efter datoen for byggetilladelsen.
Bygninger, der ikke er i overenstemmelse med godkendte tegninger m.v., kan kræves nedrevet eller bragt i overensstemmelse med godkendte tegninger m.v. inden 1 måned efter anbefalet krav herom.
På parcellerne må der ikke benyttes nogen form for næringsvej. Grundsælgerne forbeholder sig dog eventuel dispensation efter sognerådets bestemmelser til enkelte næringsbrug, for så vidt angår enkelte parceller.
Parcellerne må ikke benyttes til oplagringsplads eller lignende, ej heller til henstilling af kassable havarerede effekter, eller i det hele taget frembyde et ubehageligt skue.
Radiohøjtalere, grammofoner og lignende må ikke benyttes således, således at det volder de omboende ulempe.
På parcellerne må der ikke holdes husdyr, med undtagelse af hunde, katte og fugle, såfremt de ikke er til gene for de omboende.
Parcelejeren overtager den fulde hegnspligt, hvor parcellen grænser til grundsælgerens ejendom, veje, stier, rabatter, fortove og andres parceller eller arealer.
Parcelejeren har dog krav på, når en anden senere køber en naboparcel af grundsælgerne, da af denne køber at få godtgjort halvdelen af udgifterne til hegnet mellem de to parceller, hvis dette er sat i skellet, og udgifterne i øvrigt er af normal størrelse. I øvrigt er der hegnspligt efter lovgivningens almindelige regler.
Efter at modningsarbejderne er afsluttede (kloarker, veje og vand etableret), er parcelejeren inden for løbet af 1 år pligtig at hegne parcellen og beplante denne, dog ikke med popler. Beplantningen må ikke ved skygge blive til væsentlig ulempe for naboerne. Hvis hegning og beplantning foretages, inden grundmodningsarbejderne er afsluttede, er grundejersælgerne uden ansvar for, om hegning og beplantning måtte blive ødelagt i forbindelse med grundmodningsarbejderne.
Hegn mod veje og andre parceller eller arealer skal være levende hegn ikke over 1,80 m højt.
Ved terrasser eller læpladser på parcellerne må der anbringes i alt indtil 10 løbende meter raftehegn eller lignende i en højde af ikke over 2 meter.
Den ubebyggede del af parcellen skal henligge i en pæn og ordenlig stand og som sådan vedligeholdes af den til enhver tid værende ejer hvortil hører, at eventuel græsvækst skal slås mindst 2 gange årlig.
Såfremt en parcelejer undlader at indhegne og beplante eller at holde parcellen i ordenlig stand, kan grundsælgerne eller grundejerforeningen lade dette foretage for parcelejerens regning, såfremt denne efter modtagelsen af anbefalet brev ikke inden 4 uger foretager det påbudte.
Eventuelle flagstænger skal stå som naturtræ, og må ikke være over 8 meter høje.
Køberen og efterfølgende ejere af parcellen er pligtige at indtræde som medlem i en af grundsælgerne stiftet grundejerforening eller efter grundsælgernes ønske i en allerede stiftet grundejerforening i området. Indtræden skal ske, når et efter grundsælgernes skøn passende antal parceller er solgt.
Foreningens formål er ar løse de for parcellerne fælles opgaver, derunder vedligeholdelse af veje, stier rabatter, fortove m.v.
Foreningen ledes af en bestyrelse på 5 medlemmer, valgt blandt parcellerne. Alle beslutninger træffes ved simpel stemmerflerhed på generalforsamlingen. Hver parcel har én stemme. Medlemmerne kan kun tilpligtes at betale bidrag til fælles goder. Medlemmerne er pligtige til at respektere de fælles forpligtigelser, der efter generalforsamlingens beslutning pålægges ejendommene. Grundsælgerne skal være berettigede til på de enkelte parceller at udstede og lade tinglyse tillægsdeklaration vedrørende foreningens og medlemmernes forpligtelser som pantstiftende for det af grundsælgerne fastsatte beløb. Efter grundejerforeningens stiftelse skal grundejerforeningens bestyrelse, efter vedtagelser på en lovligt indkaldt generalforsamling, være berettiget til på de enkelte parceller at udstede og lade tinglyse tilsvarende tillægsdeklarationer med pant for det af generalforsamlingen vedtagne vedrørende foreningens og medlemmernes forpligtelser. Ejerne af usolgte parceller (grundsælgerne) er berettiget til at give møde på de af grundejerforeningen afholdte generalforsamlinger og møder, men er ikke pligtige at være medlem for så vidt angår endnu ikke solgte eller tilbagetagne parceller. Grundsælgerne er, såfremt de giver møde, berettiget til at afgive stemme som ejere af ikke solgte parceller.
Al parkering af last-, omnibus-, flytte-, rute- eller fragtbiler samt varebiler, der i det ydre adskiller sig væsentligt fra personbiler, er forbudt på eller ud for parcellerne, med undtagelse af almindelig af- og pålæsning og lignende.
Parkering i det frie af campingvogne på eller uden for parcellen kan kun ske, såfremt dette for hver enkelt parcelejer skriftligt tillades af grundsælgerne eller grundejerforeningen, som kan tilbagekalde tilladelsen, hvis den skønnes generende. På hver parcel skal indrettes mindst 2 bilparkeringspladser. En garageplads + forplads af tilstrækkelig størrelse kan forventes godkendt. Der må ikke bygges garager til større biler, som f.eks. større lastbiler, større varebiler, omnibus,- flytte-, rute- eller større fragtbiler.
Vejene i udstykningsområdet anlægges ved grundsælgernes foranledning efter projekt godkendt af sognerådet. Parcelejerne er pligtige at tåle, at eventuelle til vejanlæggene hørende skråninger anlægges på parceller uden erstatning, selv om der findes hegn eller andet på det omhandlede areal.
Af trafikhensyn pålægges følgende oversigtsservitut: På alle hjørnegrunde pålægges herved til tinglysning en oversigtsservitut på 15 x 15 m, målt langs kørebanekanterne, dog 15 x 50 m langs offentlig bivej, hvorefter ejeren af det pågældende areal på egne og fremtidige ejeres vegne forpligter sig til ikke at anbringe bygninger og hegn eller lignende af større højde end 1 meter over de tilstødende vejes kørebaner. Servitut- og påtaleberettiget er Vejby-Tibirke sogneråd.
Den fremtidige vedligeholdelse af veje, rabatter, stier, fortove m.v., der er private, påhviler parcelejerne og andre, som eventuelt måtte have fået tillagt færdselsret, og administreres af grundejerforeningen. Grundsælgerne og kommunen, der har ret til enhver færdsel på vejene uden deltagelse i vedligeholdelsesudgifterne, har ret til hver for sig at tillægge andre færdselsret mod deltagelse i vedligeholdelsen.
I øvrigt træffes alle afgørelser om retten til færdsel ad de på udstykningsarealerne anlagte, og de til og fra samme førende veje, samt om delagtigheden i vedligeholdelsesudgifterne m.v. af Vejby-Tibirke sogneråd, som i øvrigt har påtaleret med hensyn til vejenes og lignendes vedligeholdelse og afvanding m.v.
Grundejerforeningen er pligtig på foranledning at tage skøde på de private veje, rabatter, stier og fortove m.m. og må ikke videresælge disse. Overtagelsen sker vederlagsfrit, men således, at enhver omkostning og udgift ved overdragelsen, derunder udfærdigelse af skøde, der ordnes ved grundsælgers advokat, afholdes af grundejerforeningen.
Der må ikke graves brønd på parcellerne.
Grundsælgerne foranlediger projektering af vandforsyningsnettet samt nedlægning i veje med stik 1 meter inde på hver parcel, afsluttet med stophane i jord.
Selv om parcellen er ubebygget eller endnu ikke særskilt matrikuleret, er parcellerne pligtige at være medlemmer af og tilslutte sig det vandværk, som efter Vejby-Tibirke kommunes bestemmelser skal levere vand til parcellerne, efter de til enhver tid gældende vilkår.
Vandværket skal have ret til opgravning på parcellerne i forbindelse med nedlægning eller reparation af vandledninger, og parcelejerne skal være indforstået med, at alt ledningsarbejde m.v. kun må udføres af vandinstallatører, som kommunen måtte autorisere dertil.
Langs vejene i udstykningsområdet vil NESA, Strandvejen 102, Hellerup på master fremføre ledninger for elforsyning, så vidt muligt kun på vejenes grund, men parcelejerne må være indforstået med, at master og lignende anbringes i vejskellet eller eventuelt på parcellerne, og at eventuelle skråmaster og barduner anbringes på parcellerne. Stikledning fra mast til bebyggelse bekostes af parcelejerne og skal fra master føres i jordkabler til målerskab, med mindre andet tillades af grundsælgerne.
Den hver enkelt parcel påhvilende andel i etablering af master og ledninger vil sammen med afgift til NESA for tilslutning af stikledning til mast blive opkrævet af NESA hos hver enkelt parcelejer efter NESA's til enhver tid gældende bestemmelser.
Udstykningsområdet vil blive kloakeret på foranledning af grundsælgerne og kommunen og vil senere blive tilsluttet det projektere kloaksystem for Tisvilde-Holløse området. Parcelejerne er pligtige at deltage i udgifterne ved projektering og anlæg m.v. af kloaker og renseanlæg efter landvæsenskommissionens kendelse, ligesom de er pligtige at deltage i udgifterne ved projektering og anlæg af den interne kloakering på udstykningsområdet.
Kloakarbejdet vil så vidt muligt blive henlagt til udstykningens veje, men skulle det blive nødvendigt at føre ledninger over enkelt parceller, er parcelejerne pligtige at tåle dette. Alt ledningsarbejde m.v. må kun udføres af kommunen autoriserede kloakmestre.
De i forbindelse med udstykningen fremførte fællesledninger skal, i det omfang ledningerne ikke vedligeholdes af vandværk, el-værk, telefonselskab eller offentlige myndigheder, vedligeholdes af grundejerforeningen, medens de enkelte parcelejere selv må vedligeholde de stik, der føres fra fællesledninger og ind på parcellen, respektivt til bebyggelsen på samme.
Den enkelte parcelejer er, eventuelt med solidarisk ansvar, pligtig at tåle eller underskrive deklaration med eller uden pant til tinglysning på de udstykkede parceller, som måtte blive udstedt eller forlangt af grundsælgerne, kommunen, låneinstitution, NESA, vandværk, telefonselskab eller grundejerforeningen i forbindelse med anlæg og vedligeholdelse af kloak- og renseanlæg, veje m.v., el-, vand- og telefonledninger. Hvis det skønnes nødvendigt, at vand-, el- eller andre ledninger af enhver art føres over parcellerne, er de parcelejere, som berøres heraf, pligtige at tåle dette og give adgang til ledningernes fremtidige vedligeholdelse. Der vil ikke kunne kræves erstatning for ledningsføring af nogen art, der måtte blive foretaget i forbindelse med udstykningen, og parcelejerne er i øvrigt pligtige uden økonomisk godtgørelse at affinde sig med samtlige ulemper m.m. i forbindelse med gennemførelse af den totale byggemodning, omfattende vej-, kloak- og vandledningsarbejder, elforsyning m.v.
Udstykningsvejene skal navngives af grundsælgerne og kommunen, og parcellerne skal forsynes med vej- eller gadenumre efter en af sognerådet godkendt plan. Udgifterne herved skal afholdes af parcelkøberne, respektive grundejerforeningen.
Hver bebygget parcel skal være forsynet med stativ til papirsække, og parcelejerne er pligtige at deltage i en af sognerådet godkendt renovationsordning.
Lempelser i nærværende deklaration kan indrømmes af grundsælgerne og Vejby-Tibirke sogneråd i forening, eller af sognerådet alene, såfremt grundsælgerne måtte have overdraget deres beføjelser ifølge nærværende deklaration til kommunen. Sognerådet skal dog være berettiget til at tillade grundejerforeningen at meddele mindre lempelser, således at kun særlige sager forelægges sognerådet til afgørelse.
Påtaleret ifølge nærværende deklaration er Vejby-Tibirke sogneråd og endvidere grundsælgerne, så længe der er usolgte parceller på grundsælgernes arealer.
Med hensyn til de ejendommene matr. nr. 12a og 12ø af Tisvilde by, Tibirke sogn påhvilende pantehæftelser, servitutter og byrder henvises til ejendommenes blade i tingbogen.
Nærværende deklaration skal godkendes af Vejby-Tibirke sogneråd, og ændringerne i deklarationen forbeholdes.
Godkendt 7.2.1969 af
Vejby-Tibirke sogneråd
Tinglyst den 15.2.1969. Sign Nils Harild.
København, den 7. februar 1969
Sign. Helmer Lönborg
Sign. Willy Ree Andersen
Anmelder:
Arne Stecher
landsretsagfører
Adelgade 15, K
Da matr. nr. 12a af Tisvilde by, Tibirke sogn nu er udstykket i følgende ejendomme matr. nr:
12a, 12hf, 12hg, 12hh, 12hi, 12hk, 12hl, 12hm, 12hn, 12ho, 12hp, 12hq, 12hr, 12hs, 12ht, 12hu, 12, hv, 12hx, 12hy, 12hz, 12hæ, 12hø, 12ia, 12ib, 12ic, 12id, 12ie, 12if, 12ig, 12ih, 12ii, 12ik, 12hl, 12hm, 12hn, 12ho, 12hp, 12hq, 12hr, 12hs, 12ht, 12hu, 12hv, 12hx, 12hy, 12hz, 12hæ, 12hø, 12ia, 12ib, 12ic, 12id, 12ie, 12if, 12ig, 12ih, 12ii, 12ik, 12il, 12im, 12in, 12io, 12ip, 12iq, 12ir, 12is, 12it, 12iu, 12iv, 12ix, 12iy, 12iz, 12iæ, 12iø, 12ka, 12kb, 12kc, 12kd, 12ke, 12kkf, 12kg, 12kh, 12ki, 12kk, 12kl, 12km, 12kn, 12ko, 12kp, 12kq, 12kr, 12ks, 12kt, 12ku, 12kv, 12kx, 12ky, 12kz, 12kæ, 12kø, 12la, 12lb, 12lc, 12ld, 12le, 12lf, 12lg, 12lh, 12li, 12lk, 12ll, 12lm, 12ln, 12lo,12lp, 12lq, 12lr, 12ls, 12lt, 12lu, 12lv, 12lx, 12ly, 12lz, 12læ, 12lø, 12ma, 12mb, 12mc, 12md, 12me
alle af Tisvilde by, Tibirke sogn, begæres nærværende deklaration herved lyst på samtlige de udstykkede ejendomme.
Med hensyn til de ejendommene påhvilende servitutter, byrder og panthæftelser henviser til ejendommenes blade i tingbogen.
København, den 12. marts 1969.
Sign. H. Lönborg
Sign. W. Ree Andersen
Tinglyst den 13. marts 1969
Sign. Nils Harild