Medlemsinformation juni 2020
STRANDTRAPPEN VED MELBYS VÆNGE – en verserende retssag om hævd/brugsret for samtlige medlemmer af grundejerforeningen
Trappen fra Melbys Vænge til stranden blev etableret i 1958 og har siden været vedligeholdt af skiftende kommuner. Men i starten af 2017 meddelte Gribskov kommune, at den ikke længere ville vedligeholde strandtrapper som denne, der ligger på privat ejendom. I brev til grundejeren oplyste kommunen derfor, at ”trappens fortsatte vedligeholdelse er en privat sag, som brugerne af trappen må blive enige om. ” Da dette gennem 2018 og starten af 2019 viste sig ikke at kunne lade sig gøre på acceptable vilkår for vore medlemmer i form af en permanent brugsaftale, besluttede bestyrelsen i februar i år at gøre brug af mandatet fra medlemmerne (på generalforsamlingerne i 2018) til at stævne ejerne af den matrikel 12ck, som trappen hviler på. Det skete i februar 2019 og blev gjort med sigte på at få ejerne af matr. 12 ck til at anerkende vore medlemmers tidsubestemte brugsret til den direkte strandadgang til den gode, stenfri strand lige nedenfor strandtrappen ved Melbys Vænge.
Retssagen har siden da været under behandling ved retten i Helsingør. Vores hævdsag bliver af praktiske grunde behandlet sammen med den tilsvarende hævdsag, som ligeledes i foråret 2019 blev indledt af grundejerforeningerne Godhavn og Bakkefrydgård af deres egen advokat. Det springende punkt i begge sager er, hvorvidt vore respektive medlemmer kan dokumentere at have vundet hævd/tidsubegrænset brugsret til strandadgang via trappen ved Melbys Vænge. Det mener de 3 foreninger, men det mener de sagsøgte ejere og deres advokat ikke.
Der er siden foråret 2019 udelukkende blevet afholdt telefoniske retsmøder og udvekslet en række processkrifter mellem de involverede advokater og retten. Et retsmøde med efterfølgende dom i sagen var forventet i foråret 2020 i kølvandet af de 4 retsdage til Hovedforhandlingen, som i første omgang var afsat i dagene omkring 1. april 2020 med bl.a. en række vidneforklaringer.
Men som bekendt kom der en ”slæde” i vejen medio marts, da et epidemiudbrud pludselig lukkede ned for megen aktivitet i det danske samfund. Med det resultat at også retsvæsenet blev karantæneramt med store forsinkelser i ikke mindst de civile sager. I maj 2020 blev der udmeldt 4 nye retsmødedatoer i vores sag til MAJ 2021! Som planlagt startende med en besigtigelse til den tid af området ved Melbys Vænge - på initiativ af vores advokat og med støtte fra dommeren i sagen. Forud for besigtigelsen har sagsøgte lovet at reetablere trappen, så den kan benyttes i den forbindelse. Som bekendt tog ejerne af sti og skrænt ved trappen i forsommeren 2019 initiativ til at afspærre trappen. Kort efter foranledigede ejerne desuden nogle trappetrin og gelænder fjernet både øverst og nederst, så trappen blev umulig at forcere. I det senest afholdte telefonretsmøde sidst i maj måned opfordrede vores advokat til, at der blev indgået en særaftale om fornøden reparation af trappen, så den blev gjort midlertidigt brugbar for strandgæster allerede i indeværende sommer. Dette er siden blevet afvist fra ejerside. Der blev af vores advokat også i nævnte telefonmøde endnu engang opfordret til forsøg på at opnå et forlig gennem retsmægling, dvs. med en dommer for bordenden. Men endnu engang afviste modparten at medvirke heri. Sagsøgte fastholder med støtte fra deres advokat ønsket om en retslig afgørelse af trappesagen.
Resume af henvisninger: