1.
Ved ledningstilslutning m.m. må foreningens veje ikke beskadiges. Alle ledningsføringer skal "slås" under vejen. Der må ikke graves nærmere vejen end 70 cm.
2.
Grundejerne har pligt til at sikre, at deres leverancer af byggematerialer m.m. kan ske uden beskadigelse af foreningens veje og rabatter. Beskadigelse af veje og rabatter vil medføre erstatningskrav fra foreningen.
3.
Græsslåning skal foretages på tidspunkter, hvor det skønnes at være til mindst muligt gene for naboerne. Det henstilles, at brugen af motoriserede haveredskaber sker i tidsrummet kl. 9-12 alle dage eller mellem kl. 14 og 18 på hverdage, på fredage mellem kl. 14 og 20. På søn- og helligdage mellem kl. 9 og 12.
4.
Græsslåning af grunde og rabatter skal foretages af grundejeren mindst 2 gange årligt, første gang i perioden 1.-15. maj og anden gang i perioden 1.-15. august.
5.
Såfremt græs og ukrudt på grundene ikke bliver slået som nævnt ovenfor, er bestyrelsen berettiget til at lade disse arbejder udføre for den pågældende grundejers regning, jvf. tinglyst deklaration.
6.
Grundejerne har desuden pligt til at renholde den til parcellen liggende vej og rabat, hvortil hører, at rabatten skal slås som nævnt ovenfor.
7.
Musik må ikke afspilles, så det volder naboerne ulempe. Det henstilles desuden til grundejerne, at de sørger for at få adviseret naboer og øvrige omkringboende, når der undtagelsesvist planlægges havefester eller andre aktiviteter, der kan være til gene for andre.
8.
Parcellerne må ikke benyttes som oplagringsplads af kassable havarerede effekter, eller i det hele taget frembyde et ubehageligt skue for naboer og forbipasserende.
9.
På parcellerne må der ikke holdes husdyr - med undtagelse af hunde, katte, småfugle og lignende. Disse må dog ikke være til gene for naboerne.
10.
Beplantningen på grundene må ved skygge ikke være til væsentlig ulempe for naboerne. Hegn mod veje, stier og andre parceller skal være levende hegn. Dette må ikke være over 1,80 meter højt, med mindre de berørte parter aftaler andet.
Således enstemmigt vedtaget på generalforsamlingen den 11. juni 2017.
Ordensreglernes første udgave blev vedtaget på generalforsamlingen 18. maj 1972, med senere ændringer på generalforsamlinger 25. maj 1975 og 19. juni 2005)